Nocturner, mazurkaer, valse og resten
Chopin for førstegangslyttere
De fem former bag størstedelen af en Chopin-recital, med kildebelagte fakta og hvad man skal lytte efter, så de navne en pianist annoncerer, betyder noget.
Book en plads i salonen ↗Du behøver ikke at kende stykkerne
Chopins store klaverværker omfatter mazurkaer, valse, nocturner og polonæser, ifølge Wikipedia, som tilføjer, at hans inspiration blandt andet var polsk folkemusik. En pianist ved en salonkoncert nævner ofte et stykke, før det spilles. Denne guide giver dig fem former at genkende, så navnene ikke flyder sammen. Husk, at programmet i Chopin-salonen varierer fra aften til aften, så intet her er en garanti for et bestemt stykke, kun et kort over terrænet.
Nocturnen: en sang for højre hånd
Chopin skrev 21 nocturner for soloklaver mellem 1827 og 1846 og byggede videre på den form, den irske komponist John Field havde udviklet, og som han beundrede højt. Wikipedia beskriver en sanglignende melodi i højre hånd og en mere frit flydende rytme og regner dem blandt de fineste korte soloværker for instrumentet. Op. 9-sættet blev udgivet i 1832 og tilegnet Madame Marie Pleyel. Dets anden nocturne, i Es-dur, åbner med en legato-melodi, der for det meste spilles sagte, og er måske blandt de mest populære.
Mazurkaen: en polsk dans, stiliseret
Chopin udledte mazurkaen fra en af de traditionelle polske danse, og han skrev mindst 58 for klaver mellem 1824 og 1849. Wikipedia kalder dem mere selvstændige, stiliserede danse-stykker end dansene selv, gjort mere teknisk interessante af kromatik og harmoni. Det siges, at den mest sandsynlige kilde til deres polske farve var den nationale musik, han hørte som ung mand i byer som Warszawa, og det advarer mod at behandle dem som simpel folkemusik. Lyt efter dansen under den stiliserede overflade.
Valsen: ikke til dans
Chopin har muligvis skrevet så mange som 35 valse, og kun otte blev udgivet før hans død. Wikipedia siger, at de adskiller sig fra tidligere wienske valse ved ikke at være beregnet til dans. Op. 64 nr. 1, som Chopin kaldte Valse du petit chien, er populært kendt som Minutevalsen. For en lytter er den praktiske pointe, at en Chopin-vals er et koncertstykke snarere end dansemusik, og at kun et mindretal af dem blev trykt i hans levetid. Wikipedia tæller 19 af dem, så de navne og opusnumre, du hører, er en lille del af et større og delvist uudgivet værk.
Polonaisen: fra syvårsalderen til det sidste
Chopin skrev mindst 23 polonaiser for soloklaver. Wikipedia daterer hans første til 1817, da han var 7, og hans sidste, Polonaise-Fantaisie, til 1846, tre år før hans død. Op. 40 nr. 1 er kendt som den militære polonaise, og Op. 53 som den heroiske eller tromme-polonaise. To af dem bærer øgenavne i Wikipedias værkfortegnelse, og den heroiske kaldes også tromme-polonaise. En pianist, der nævner en polonaise i en salon, nævner et af de stykker, der spænder over hele hans karriere, fra barndommen til de sidste år.
Etuden: studier, der blev koncertstykker
Der er 27 etuder: to sæt på 12, Op. 10 og Op. 25, og tre mere uden opusnummer. Op. 10-sættet blev skrevet mellem 1829 og 1832 og udgivet i 1833, og Chopin dedikerede det til Franz Liszt. Wikipedia siger, at de var de første studier, der blev en fast del af koncertrepertoiret, fordi de kombinerer musikalsk substans og teknisk udfordring i en fuldstændig kunstnerisk form. En nyttig måde at lytte på er at følge en enkelt idé gennem stykket og lægge mærke til, hvordan Chopin hele tiden vender tilbage til den.
Hvordan man lytter i et lille rum
I et rum til 42 gæster hører du klaveret uden en sal mellem dig og instrumentet, så små detaljer bærer: et holdt pedal, en stille afslutning, en pianist, der trækker vejret før en frase. Lad det første stykke falde dig til ro. Hvis pianisten taler mellem stykkerne, som gæsterne beskriver, så brug de øjeblikke til at placere den næste form. Og bekymr dig ikke om opusnumrene; de navngivne former ovenfor er nok til at følge en aften.
Kilder